Prestene ved St. Jørgen

I en av de eldste bevarte fundasene for St. Jørgens Hospital fra 1617 heter det at Hospitalet maa have og føde selv en Prædikant og Sjælesørger, som blandt andet sit Embedes Bestillinger ogsaa skal i det mindste een Sinde om Ugen trøste de Syges Samvittigheder. I fundasen fra 1654 kan man også lese om andre av prestens plikter: Hospitalets Præst skal og holde rigtig Bog og Fortegnelse paa alle Hospitals-Lemmer, og notere Dag og Tid, de indkommer i Hospitalet, og paa hvad Dag de igien uddøer.

Hospitalets første egne prest skal ha blitt ansatt i 1572. Tidligere hadde St. Jørgen kirke vært betjent av Domkirkens geistlige. Den første hospitalspresten, Gustav Olssøn eller Just Olafsen, ble visstnok indsat til hospitalsprest paa den maade, at han fik lov til at lægge sig derind mod at overtage sjælesorgen for de syge.

Etter at Gustav Olssøn døde ser det ut til at hospitalet igjen var uten fast prest. I 1591 ble Nils Foss utnevnt av biskopen, men han tiltrådte ikke embedet. I 1593 og 94 nevnes Herr Mads som prest ved Hospitalet. Etter at Christen Pedersen ble tilsatt i 1599, har hospitalet hatt fast tilsatt prest helt til 1899. I følge statskalenderen er embedet ledig mellom 1899 og 1905, men Anton Elias Leere som ble utnevnt som personlig kapellan i 1897 har nok virket i stillingen. Også i årene 1921-25 og 1932-36 ser stillingen ut til å ha vært ubesatt.

Beboerne på hospitalet har nok også tidligere vært uten fast prest i kortere eller lengre perioder. Det kunne ta tid å få innsatt ny prest når den gamle døde eller ble forflyttet. Det var heller ikke alltid at prestene tiltrådte med det samme de fikk embedet. For eksempel ble Grønvold utnevnt 30. august 1842, men at flytte til Bergen Høsten 1842 saa sent paa Aaret som i September og Oktober kunde der ikke være Tale om. Derfor fikk han gjennem Correspondance med Bergens Biskop utsettelse av ansettelsen til omkring midten av 1843.

Lite innbringende kall

Først i 1578 ble prestens forsørgelse nærmere ordnet. Etter klage fra presten ble det på møte i herredagen i Bergen 25. august fastsatt at hospitalsforstanderen skulle gi presten en lønn på 15 daler i året. I februar 1589 ble det ved aabent Brev utstedt av den civile og geistlige Øvrighed bestemt at hospitalspresten i tillegg til pengene skulle ha en årlig underholdning på 8 Voger Fisk, 4 Løber Smør, 4 Voger Lax, 4 Tønder Malt, 4 Tønder Rugmel, 4 Faar og 2 Slagtenød.

På 1700-tallet var prestens lønning steget til 110 rdlr. foruden husleie 14 rdlr. og nogle smaa indtægter, særlig for jordpaakastelseFra 1757 fikk presten også 1 mark Offer av alle lemmene til hver høitid, og disse skulle utbetales av forstanderen. I 1743 ble det kjøpt en egen prestebolig ved Domkirkegaten for 380 rdlr., men det ser ikke ut som den var i bruk så lenge. Etter Directionens Tilstaaelse af 5te Augusti 1770 fikk presten 50 rdlr. årlig i stedet for fri bolig. Presten Jørgen Prahl hadde i 1787 en samlet lønn på 225 rdlr.

Også de andre lønningene var små. Klokkerens lønn var først 5 rdlr., senere med tillegg 11 rdlr., og endelig 20 rdlr. med tilhørende bolig. I tillegg til prest og klokker lønnes i 1759 en kirkeskriver, en kirketjener og student som skulle være prestens medhjelper.

Sammenliknet med andre kall var nok godtgjørelsen relativt liten. Dette Kalds ringe Indkomme nevnes som en av grunnene til at presten Sven Hiortberg søkte forflyttelse fra stillingen i 1733. Da Grønvold ble tilbudt stillingen med 350 specidaler i lønn i 1842 ble det fra Kirkedepartementets side ikke lagt skjul på at kallet var lidet indbringende. Andreas Nikolai Hesselberg Müller hadde i 1886 en omtrentlig lønn på kr. 3060. Rundt 1920 var årslønnen steget til kr. 5800, senere på 1920-tallet til 6800. Fra rundt midten av 1930-tallet får presten igjen fri bolig. Birger Lerche Dahl Brekke som var ansatt fra 1937 til 1945 hadde en årslønn på kr. 1732 pluss fri bolig.

Omfattende plikter

Flere av 1600-tallets hospitalsprester var også lærere på Latinskolen. Av senere prester ser det ut til at det bare er Haberdorff som var ansatt både på hospitalet og Latinskolen. En av grunnene til dette kan være at kallet ble stadig mer omfattende. I følge Frimanns oversikt over stiftelser og gavebrev i Bergen ble det ved reskript av 17. juni 1707 bestemt at hospitalets prest skulle betiene de Fattige i Enke-Huset ved Porten; samt Tydske og Strange-Fattig-Huset; og ved Rescript af 9de Novembr. 1714 er befalet, at han aarlig skal nyde 10 Rdlr. af de Contoirske for sin Tieneste i Tydske-Huse.t Senere på 1700-tallet nevnes også sjøfarendes fattighus og manufakturhuset som ansvarsområde for hospitalspresten.

I tillegg til disse stiftelsene kom presten ved St. Jørgen også til å bli sogneprest for flere menigheter. I perioden fra 1749 til 1886 var hospitalspresten sogneprest for Årstad menighet. Ved kongelig reskript av 25. april 1749 ble det bestemt at St. Jørgen kirke skulle være sognekirke for Årstad menighet og presten her Aarstad-Mænds bestandige Siele-Sørger. Mellom 1819-1841 fikk hospitalspresten også ansvar for Askøy menighet, og som deres sogneprest skulle han holde gudstjenester i Strusshavn kirke annenhver søndag. I 1841 ble Strusshavn og Fjell slått sammen til et prestegjeld med egen prest, og daværende hospitalsprest Claus Frimann Reimers ble den første sognepresten her.

Embetet kom også til å omfatte flere milde stiftelser opprettet i andre halvdel av 1700-tallet og de nye leprainstitusjonene opprettet på midten av 1800-tallet. I følge opplysningene Provst Johan Fredrik Lampe gir i sin beskrivelse over biskopene og prestene i Bergen, må det i 1895 ha vært travle tider for presten: Til Hospitalsembedet henhører nu de i Bergens By liggende Hospitaler og milde Stiftelser: St. Jørgens Hospital, D. D. Krohns og Frues Stiftelse, Zander Kaaes Stiftelse, de Søfarendes Fattighus, Enkefattighuset, Pleiestiftelsen No. 1 for Spedalske og Lungegaardshospitalet (saavel Lemmerne som de inden Anstalterne boende Funktionærer). Hospitalspræsten er derhos forpligtet til at have geistligt Tilsyn med Bergens Distriktsfængsel. Bendixen skriver at det ved kongelig resolusjon av 20. desember 1905 ble fastsatt at præsteembedet indtil videre besættes ved kgl. resolution, at instrux skulde afffattes af biskopenmed approbation af kirkedepartementet, og at præsten har at betjene kredsfængslet, St. Jørgens Hospital, Pleiestiftelsen, Sjømandshuset, Dankert Krohns og Zander Kaass stiftelser, Enkefattighuset og Stranges Fattighus med bestemte bidrag fra samtlige. De 3 første skulde yde hver kr. 1000, Sjømandshuset kr. 800.

Oversikt over prestene ved St. Jørgen

Vi vet om i alt 27 prester som har har vært insatt som hospitalsprest ved St. Jørgen.

Just Olafsen 1572-ca 1589

Just Olafsen kalles også Gøste Olufssøn og Gustav Olssøn. 

Han skal være født i Stavanger, og nevnes i følge Bang som prest i Makur i Finnmark i 1556 og i 1558 som kapellan hos sognepresten i Haus. Etter at han i 1565 ble ansatt som kapellan hos sognepresten i Salten, kom det til uenighet mellom ham og lagmannen i Steigen Jens Pederssøn. I følge Johan Fredrik Lampe endte det med at lagmannen ble avsatt. Da Just Olufsen havde faeet dom over denne sin motstander, gav han sig til Danmark, hvorfra han medbragte et under 26de oktober 1572 udstedt kongebrev, der bød forstanderen for hospitalet at modtage ham som prædikant. Han skal ha vært prest ved hospitalet til han døde i 1589 eller maaske noget tidligere.  

Nils Foss 1591

Nils Foss ble tilsatt som hospitalsprest, men ble avsatt kort tid etterpå ved kongebrev av 12. juni 1591. Grunnen var at han hadde fått så mye bedre lønn enn tildligere prester at dette kunne være til skade for hospitalets økonomi. Samtidig skrev kongen til lensherren på Bergenhus, Peder Thott, og ba ham forordne en ny hospitalsprest. Biskopen som hadde tilsatt Nils Foss, M. Anders Foss, kan godt ha vært en slektning. 

Du kan lese mer om Nils Foss’ senere preseteembeder og beskyldninger om tyveri, falskneri og på sidene til Statsarkivet.

Mads 1594

Christen Pedersen 1599-1609

Christen Pedersen var både hører i Latinskolen og prest i St. Jørgen fra april 1599 til 1609. Senere ble han kapellan i Domkirken.

Søren Sørensen Torup 1609-1616

Søren Sørensen Torup var i likhet med sin forgjenger ansatt både på St. Jørgen og Latinskolen. Albert Hatting skriver: Söfren Sörensen Thorup antegnes at have været baade Hører i Skolen og Prædikant ved Hospitalet indtil den 12te Novbr. Ao. 1616, da han ved Capitulets Dom formedelst begangne Enormiteter blev dømt fra Embedet. 

Anders Jonæsen 1616-1622

Anders Jonæsen eller Jensen var også både prest ved hospitalet og 2den Lecties Hører i Skolen. Han hadde begge disse embedene til 1622, da han uden i Forveien at have været svag, døde meget pludselig i Kirken, efter at han samme Dag baade havde prædiket og forrettet al den øvrige Kirke-Tieneste.

Samuel Heljesen 1622-1628

Samuel Heljesen, også kalt Heliæsen eller Eliæsen, ble født i Hardanger og gikk i Bergens Skole. Han ble i 1616 sogneprest i Vikør i Hardanger, hvorfra han i følge Lampe  paa Grund af en grov Forseelse blev suspenderet, men ved kongelig Skrivelse af 4. Seprember 1623 erholdt Opreisning, saa at han ikke skulde dømmes fra sit præstelige Embede, om han blev kaldet andetsteds; blev ansat her i 1623 og forblev her til 1629, da han den 6. Juli endnu levede. Hatting skriver imidlertid at han i ble forflyttet til Hospitalet i Bergen i 1622, og tienede udi dette Embede indtil Ao. 1628.

Mads Baltzersen Hoff 1628-1648

Mads Baltzersen Hoff  var prest ved Hospitalet i 20 år. Albert Hatting skriver i sin preste-historie: Matz Baltzersen Hoff, var fød i Bergen den 1ste Jan. 1596, blev Student 1615, blev Ao. 1620 Collega i Bergens Skole, tog det følgende Aar Afsked fra Skolen, i Tanke at reise udenlands, men blev i samme Tiid voceret til Medtiener ved Holmedals Meenigheder i Syndfiord, hvorfra han den 12te Martii 1628 blev forflyttet til Hospitalet. Han døde den 11te Octbr. 1648. Han skal have været en meget gudfrygtig Mand. Man fortæller endnu, at han almindelig havde dette Mundheld, naar han gik til nogen Embeds Forretning: ”Lader os nu gaae.” Og naar nogen spurgte, hvad han hermed meenede, svarede han: ”Jeg meener baade den treenige Gud og mig selv, som udi sammes Haand kun er et svagt Redskab”.

Jesper Johannesen Lercke 1648-1654

Jesper Johannesen Lercke, også kalt Casper Hansen Lercke, var prest i St. Jørgen fra 1648 til han døde i 1654. Vi lar Edvard Edvardsen fortelle om ham: Hr. Jesper Hansen Lercke fød i Sæland ved Anderskou Slot i en Landsby kaldis Lundforlund af Hæderlige Forældre 1603 Fader Hr. Hans Pedersen Lercke Sognepræst der sammesteds, oc Moder Anna Rasmus Daatter; freqventerede Slagelse Skole oc der fra deponerede, oc effterat hand hafde bekommet sine testimonia Academica, blef hand begieret af LænsHerren Welbyrdig Wentzel Rutgier at informere hans børn på Anderskou Slot; Siden blef han af Rectore Scholæ ibid: kaldet først at betiene Anden Lexie Hørers Embede, oc der effter transfererit til tredie Lexie. 1643 blef hand forskrefuen hid op til Bergen af Sal. Mag. Hans Samuelsen, den tid Sognepræst til Domkircke- og Nyekircke-Sogner her i Bergen, saa oc af Sal. Borgemester Ofve Jensen, med huilcken hand hafde tient i Brød paa Anderskou Slot, oc Høsten der effter blef kaldet at være Medtiener i Ordet paa Waas, indtil 1647 in Decembri, blef hand vocerit aff LænsHerren oc Bispen, at være Præst til Hospitalet i Bergen. Huilcket Kald hand flitteligen forestod udi 7 Aar indtil Anno 1654 in Octobri, da er hand Saligen i Herren hensoufed, oc er begrafuen udi Domkircken i hans Alders 51 Aar.

Thomas Gilbertsen Thamson 1654-1673

Thomas Gilbertsen Thamson ble født i Bergen 18. september 1619. Foreldrene var Gilbert Jørgensen Thamson og Margrethe Berntsdatter Engesæter. Etter at han ble ”dimitteret” fra Bergens Skole i 1639, reiste han til København. Albert Hatting forteller om hans reise og gjøremål til han ble ansatt som hospitalsprest i 1653. Han ”havde mærkværdige Hændelser paa sin Ned-Reise til Kiøbenhavn, thi da Skibet, hvorpaa han var, kom udi Kattegat, reiste der sig en forskrækkelig Storm, saa farlig, at man frygtede for, hvert Øieblik at gaae til Grunde. Videre, der opkom Ild i Skibet, og tilsidst blev Nat-Huset (hvori Compasset var) af Stormen kastet over Bord. Endelig havde de Mangel paa Vand, o.m. I denne bedrøvelige Tilstand maatte de holde Søen næsten udi fem Uger. Omsider bragte Guds Forsyn dem Lykelig til Sundet. Hr. Thamson maatte derpaa (efter som det var saa silde ud paa Aaret) tage imod Condition hos Hr. Capitain Alb. Jach, conditionerede indtil 1643, reiste til Rostock, blev sammesteds indskreven iblandt Studenterne, reiste siden til Gripswald, men af Frygt for den svenske Armee, som dit var forventendes, maatte han forlade samme Sted, og begive sig til Kiøbenhavn, hvor han blev Student Ao. 1644, opholdte sig ved Academiet udi 3 Aar, blev 1652 kaldet til Sogne-Præst for Gravens Kald udi Hardanger, dog, efter som Øvrigheden lagde sig derimellem, blev der intet af; derimod blev han Ao. 1653 kaldet til residerende Medtiener ved Fanøe Præstegield i Nordhordlehn. Samme Aar henimod Høsten blev han af Bergens Øvrighed kaldet til Sogne-Præst for Hospitalet. I 1667 forsøkte han å få lagt Årstad sogn under hospitalet, men da Lector Arnoldus de Fine som Sognepræst til Fane gjorde grundede Indsigelser derimod, frafaldt han sin Fordring.

Hatting beskriver også en hendelse hos Vinhandler Hellebrand van Düven som ikke sømmet seg for en prest, og som stilte Thamson i et dårlig lys. At denne Mands moralske Characteer var den bedtse, troer jeg ikke, (saavidt jeg af Azt. Capit. Bergens har erfaret). Jeg vil vist nok ingen beskiemme, dog bør jeg derfor ikke legge Dølgsmaal paa den historiske Sandhed. – Jeg vil ikke antegne alt det jeg har fundet om denne Mand, kun dette vil jeg anføre fc., een Doms Final af 19de Martii 1699, aflæst for Capitulet i Bergen, Ord til andet saa lydende: ”Efterdi Hr. Thomas har ladet sig finde udi Vertshuus, og der har givet sig udi Sælskab til offentlig Drik, hvor han er geraadet udi Klammer og Slagsmaal, som og gaaen der til Sengs at sove, besynderlig paa en Løverdag, da han billigen burde have studeret og mediteret til hvis han anden Dagen skulle prædike, haver og imod Recessen ladet en Skole-Dreng læse af en Bog paa Prædike-Stolen for Meenigheden i de Søefarendes Fattighuus o. s. s. – Saa kiendes Hr. Thomas hermed til tiuge Rdlrs. Mulct til fattige Præste-Enker, den halve Part at betale til førstkommende Pinze-Dag, og den anden halve Part til næste Juul derefter. – Derhos advares han herefterdags, sig fra saadan og anden Uskikkelighed, en Præstemand usømmeligt, at tage vare.” – Endskiønt at nu dette saa synligen stiller ham frem fra den ubehagelige Side, bør jeg dog derhos at sige til hans Berømmelse dette: Han har det Eftermæle, at han i Embeds-Sag var en ferm Mand. Han berømmes og for at have besiddet gode Studeringer. Man haver endnu af ham i Haandskrift en Beskrivelse over den Engelske Flodes Angreb paa Bergen og den der i Havnen liggende Hollandske, Ostindie- og Smirna-Flode udi Aaret 1665. Samme (skrevet paa danske Vers) vidner om, at han var een i sin Tid ikke uhældig Poet.

I følge Edvardesen døde han i 1672, den 13 Decembris, oc er begrafuen i Kaarskircken, effterat hand i Verden hafde lefuet i 53 Aar 3 Maaneder ringer 5 Dage, oc udi Ecteskab med Elisabeth Christophersdaatter Balcken udj 17 Aar.

Robbert Robbertsen Pfeiff 1673-1725

Robbert Robbertsen Pfeiff var prest på St. Jørgen i over 50 år. Etter at han først var personlig kapellan hos sin forgjenger i ca et år, var han hospitalsprest fra 1673 til sin død i 1725.

Edvardsen skriver: Hr. Rubbert Rubbertsen Pfeif fød i Stafuanger Aar 1642 den 21 Junij aff ærlige Forældre Rubbert Pfeiff oc Joannetie Wilhelms Daatter Kay, huilcken effter flittig Skolegang udj Stafuangers Latinske Skole til 1664 sampt 5 Aars continuerlig Studering paa Kiøbenhafns Academie, 1669 otte Dager effter Michaelis til Bergen ankommen, der hand wed Øfuelse udj Prædicken, oc hæderlige Folckis Børn at underwiise, mangis yndist hafde forhuerffuet, er hand Aar 1672 den 7 Junij af hæderlig oc vellærd Mand Sal. Hr. Thoma Gilbertsen vocerit at være hans Comminister til Hospitalet huor til hand oc siden effter hans Død 1673 ved Kongelig Benaadings Bref er confirmerit.

Jørgen Hatting beskriver Pfeiff som en ferm og brav Mand i sit Embede.

I St. Jørgen kirke henger portretter av både Herr Pfeiff og hans hustru Anna Margreta Møller. I følge Bendixen er portrettene malt i 1690, da Pfeiff var 48 år og hans hustru 33 år.  

Ekteparet skjenket også en kalk og en disk av sølv til kirken.

Svend Hiorthberg 1725-1733

Svend Hiortberg ble født i 1661 i Danmark og ble i 1683 student ved Nykjøbing Skole på Falster. Fra 1701 til 1703 var han i følge Lampe Skibspræst paa Ostindien, før han i 1704 ble personlig kapellan hos Robert Pfeiff, hvem han efterfulgte i Embedet. Han var prest ved hospitalet fra 1725 til 1733. Hatting skriver at som han deels ikke fandt sig fornøiet her i Byen, deels ikke kunde kommer ud med dette Kalds ringe Indkomme, saa søgte han Forflyttelse, blev Ao. 1733 Sogne-Præst udi Aalborg Stift, hvor han kort efter ved Døden afgik. Han var gift med Christine Söffrens Datter, og døde i 1736.

Mathias Albert Haberdorff 1733-1741

Mathias Albert Haberdorff var prest ved St. Jørgens Hospital fra 1733 og frem til 1741, da han ble residerende kapellan ved Domkirken og senere sogneprest i Nykirken. Johan Fredrik Lampe skriver i sin beskrivelse over prester i Bergen følgende om hans embedsbane: Født i Kjøbenhavn 1699, blev dimitteret fra Fredriksborgs Skole 1717, fik Plads paa Regentsen og blev 17. Marts 1730 Konrektor i Bergen, hjulpen dertil af Biskopen Marcus Müller, med hvis Brordatter han var gift (Neppe rigtigt. Hans Ansøgning paa Vers gjorde Lykke og blev anbefalet af Cancelliet. Den findes i Rigsarkivet). Som Konrektor blev han 17. Marts 1733 tillige Præst ved St. Jørgens Hospital, 8. December 1741 øverste residerende Kapellan ved Domkirken, 9. Juni 1747 Vice-Pastor med Succession og 1748 Sognepræst til Nykirken. Erholdt 1749 Titel af Consistorialraad og 1755 af Professor theologiæ. Blev 2. Februar 1759 Stiftsprovst og Sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania, hvor han pludselig døde 22. Juli 1762.

Borgermester Meyers beskrivelse av Haberdorff i hans Forsøg paa Samlinger til den Bergenske Kirke-Historie stiller ham ikke i noe godt lys: Han var fød 1699 i Kjøbenhavn, hvor han gik i vor Frue latinskole og vedblev at være efterat have taget theologisk embedseksamen; ”til en tid holdt han sig til det selskab, som altid var ude med klingen, og hvor slig hørtes, var altid Haberdorff med, saa og deraf indtil sin død bar et merketegn i sit ansigt paa det høire kinn, da han af en kaarde var blesseret med en lang skramme. Imidlertid for at foretage sig noget, lagde han sig efter poesi og dermed ved givne lejligheder ved hoffet især til de kongelige herskabers fødselsdage indfant sig, for derved at erholde en employ, som og i den del tilsidst saaledes udfalt for ham, da han til et sognekall i Sjælands stift af Kong Fredrik IV blev kallet, hvortil han dog ikke kom”, fordi biskop Worm, da han fik det at høre, gjorde forestilling derimod. ”Dette gav Haberdorff noget at tænke paa og tillige at betænke sit eget bedste. Han fattede imidlertid andre tanker og agtede lejlighed. Da hr. Marcus Møller i aaret 1724 blev som hofprest beskikket til biskop over Bergens stift, anholdt han hos velbemeldte biskops broder, forstander udi store Vartau i Kjøbenhavn, om at nyde jomfru Maria Laurentia Møller, hans brordatter, der var i hans hus, til egte, hvilket, siden han havde vunnet hennes kjerlighed, blev ham tilsagt, naar han først til noget vist var hjulpet, hvormed baade hun og han kunde være tjent.” Dette skede, da han i 1733 etter biskop Møllers forestilling blev konrektor paa Bergens skole og tillige prest ved hospitalet og de søfarendes fattighus. Senere var han residerende kapellan ved domkirken og dernæst sogneprest til nykirken i Bergen. (…) I 1759 blev han sogneprest til Frelsers kirke og stiftsprovst i Kristiania, hvor han i 2 ½ aar ”brugte baade tid og flid ikke til det gode men til det onde”, og døde pludselig 22 Juli 1762, ”da han allerede havde pakket ind konen og børnene iført sig sit reisetøj, for at reise en tid ud paa landet”.

Der er vel ingen tvil om at Haberdorff må ha vært en spesiell mann, og også Lampe beskriver hans stridslyst: Han hørte til de saakaldte Pietister, der i Christian VI.s Regjeringstid og under det af ham oprettede Kirkeinspektionskollegium, ofte blev Indehavere af de øverste geistlige Embeder, uden at der ved denne Besættelsen altid toges Hensyn til Karakterens Hæderlighed og Duelighed. Omendskjønt man ikke kan frakjende ham Duelighed, ja endog til en vis Grad Nidkjærhed i sit Embede, fordunkledes disse Egenskaber af naturlige Tilbøieligheder, som han, istedetfor at undertrykke, endog nærede. Han var nemlig hierarkisk, trættekjær og umedgjørlig; laa ikke alene i stadig Uenighed med en Del af sine Menighedslemmer og Embedsbrødre, men ogsaa med sine Foresatte. Baade Biskoperne Bornemann og Pontoppidan maatte oftere paakalde Kirkekollegiets Hjælp, for at holde ham i Tømme, og ihvorvel han flere Gange modtok Advarsler og Formaninger derfra, syntes disse ikke at frugte. Det allerværste var, at han ikke sjelden brugte Prædikestolen som en Kampplads, hvorfra han udsendte sine hvasse Pile mod dem af sine Uvenner i Menigheden, som han ikke paa anden Maade kunde angribe. Dette vakte baade Forargelse og endog Paatale, men uden Nytte, da han, naar det gjaldt, altid fandt Beskyttelse af Pluraliteten i Kirkekollegiet, hvor han nød en vis Anseelse. Ogsaa i Christiania fortsatte han Kampen, saa at hans Biskop Nannestad sagde om ham: ”denne Mand beskjæmmer vor Orden”, men her endte Døden snart hans Stridslyst.

Jørgen Hatting 1741-1770

Jørgen Hatting var prest ved St. Jørgen i nærmere 30 år. Albert Hatting skriver i sin prestehistorie følgende om sin far: Jörgen Hatting var fød den 13de Martii 1697 udi Karise Præstegaard i Sielland, hvor Faderen, Henrich Hatting (Stædets Sogne-Præst) da boede. Blev først privat informeret af sin Fader, derefter sat ind i Kiøge Skole, blev Student Ao. 1712, opholdte sig ved Academiet i nogle Aar, nød Sted paa Borches Collegium og Kost paa Communitetet, gav adskillige unge Mennesker Information, og præparerede nogle til den dem forestaaende Exam. theologic., sluttede sit academiske Løb c. l. Ao. 1721, reiste tilbage til Faderen, assisterede ham med at prædike indtil at han af en yngre Broder blev afløst. Derefter reiste han atter til Kiøbenhavn, hvor han blev beskikket til Catechete ved Garnisons-Kirken og Skoleholder ved Krigs-Hospitalets søndre militaire Skole, hvorfra han Ao. 1741 blev befordret til Sogne-Præst for Hospitalet i Bergen; han døde den 15de Jan. 1770.

Det var i Hattings tid som prest at Årstad menighet ble lagt inn under hospitalet. Ved sogneprest til Fana Edvard Londemanns død i 1749 ble hospitalspresten også sogneprest for Årstad menighet. 

Thomas von Westen Angel 1770-1782

Thomas von Westen Angel ble født den 6te Jan. 1719 paa Gaarden Aaqvigen under Helgelands Fogderie i Nordlandende. Faderen, Rasmus Angel. Moderen, Judithe Wolqvartz. Efter sal. Hr. Lect. Thom. v. Westens Begiær blev han holdet til Bogen. Hans Broder, Albert Angel, gav ham den første Underviisning, siden blev han indsat i Trundhiems offentlige Skole, blev Student Ao. 1742, kom her til Bergen Ao. 1744, sluttede sit academiske Løb 1748, blev Capellan p. persona til Lindaas Kald Ao. 1750, tog Afsked fra samme 1761, i Forsæt at reise til Kiøbenhavn; men opholdte sig i nogen Tid hos sine Sviger-Forældre indtil Ao. 1763, da han blev kaldet til Capellan p. Persona ved Dom-Kirken, hvorfra han Ao. 1770 blev forflyttet til Hospitalet , og beskikket til min sal. Faders Eftermand. I dette Embede lever og arbeider han nu, da dette skrives. Han har været to Gange gift: 1) Med Pauline Christiane Friile, en Datter af forrige Stads-Major Christian Friile i Bergen. 2) Med Karen Kirstine Mörck fra Norland. I begge Ægteskab har han været Fader til 19 Børn. Han døde 28. mars 1796.

Jørgen Prahl 1782-1788

Jørgen Prahl var født i Stavanger 6. august 1738, hvor Faderen Niels Brostrup Prahl, der døde som Sogenpræst til Soggendahl, da var personel Kapellan. Moderen Dorthea Judite Benixdatter Dyrhuus. Ved Faderens Død 1750 blev han opdraget hos sin Morbroder Mikael Dyrhuus, Sognepræst i Haabøl; kom i 1758 til Kjøbenhavns Skole, hvorfra han dimitteredes; blev 1. December 1762 theologisk Kandidat. Efter i nogle Aar at have været Huslærer, blev han 1768 personel Kapellan hos Christen Tobiesen, Sognepræst til Hjertdal; forlod 1770 denne Stilling paa Grund af Sygelighed og reiste til Kjøbenhavn, blev Hjælpepræst hos Mag. Laurits Pedersen Terpager, Sognepræst til Mern paa Sjælland, og efter dennes Død 1772 i lige Stilling hos Jens Jakobsen Hegelund, Sognepræst ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. Blev 22. April 1773 residerende Kapellan til Haus i Nordhordland og 17. Juli 1782 Præst her, hvor han døde 9. Septbr. 1788.

Mikael Sundt Tuchsen 1789-1808

Mikael Sundt Tuchsen var prest i St. Jørgen i ca 20 år. Han ble født 8. juli 1743 af Forældrene Fredrik Vilhelm Tuchsen, Major ved 1ste Bergenhusiske Regiment, og Karen Cathrine Daae. Ved Faderens Død kom han til Opdragelse hos sin Morfader Provst Anders Daae, Sognepræst til Vik. Blev Student 1759 og theologisk Kandidat 1763. Var Huslærer hos Morbroderen Mag. Ludvig Daae, Sognepræst til Lindaas, hos hvem han 18. Okt. 1775 blev personel Kapellan. Blev 15. April 1785 residerende Kapellan til Vik og 8. April 1789 Præst ved Hospitalet, fra hvilket Embede han efter Ansøgning blev entlediget 1808. Tilbragte sine øvrige Levedage paa sin Eiendomsgaard Maaren i Sogn, hvor han døde 11. Marts 1817.

Johan Ernst Welhaven 1808-1827

Johan Ernst Welhaven var prest ved St. Jørgen i rundt 20 år. Han var gift med Else Margrethe Cammermeyer, og de fikk 11 barn, blant dem dikteren Johan Sebastian Welhaven. 

Johan Fredrik Lampe skriver i sin beskrivelse over Bergens prester mye både om Welhavens utdanning og hans prestegjerning på hospitalet: Født i Bergen 30. Oktober 1775 af Forældrene Johan Andreas Welhaven fra Ribnitz ved Rostock, først Lærer ved den i Aaret 1777 oprettede tyske Skole ved St. Mariæ Kirke i Bergen, senere Klokker ved Kirken, og Elisabeth Margrethe Woltmann. Blev først undervist af Hører Johannes Grøgard og kom i 1794 i Latinskolens øverste Klasse, hvorfra han dimitteredes 1796. Erholdt til examen artium, som dette Aar foregik i Skolen, laudab., tog Aaret efter den philosophiske Del af 2den Examen med haud ill. og den philologiske med laudab. Blev 8. Mai 1800 theologisk Kandidat med haud ill.; erholdt for Dimisprædiken over Gal. 5, 25. laud. Ansattes 24. April 1801 som personel Kapellan ved Hospitalskirken i Bergen, dertil ordineret 5. Juni derefter, 23. Sept. 1808 Sognepræst sammesteds og 10. Sept. 1827 residerende Kapellan til Domkirken, hvilket Embede han dog ikke tiltraadte, da han døde 10. Marts 1828. Blev 7. Okt. 1817 geistligt Medlem af Vasa-Ordenen. Hans Portræt eies af Sønnen Johan Andreas Welhavens Familie.

Han har efterladt sig et fortjent Minde for sin utrættelige Omsorg for Lemmerne i St. Jørgens Hospital, hvis aandelige Vel var betroet ham. Ufortrøden og deltagende sparede han ingen Møie hverken Dag eller Nat; men stod kaldet og ukaldet som en trofast Sjælesørger ved deres Leie. Som Præst samlede han altid omkring sig en stor Skare af Byens forskjellige Menigheder, og om der i hans Foredrag ofte savnedes den ønskelige Orden, erstattedes dog dette ved det Liv og den Hjertelighed, hvormed han talte, og den kristelige Aand, der gik gjennem det Hele. Biskop Pavels siger om ham, at han var en meget heldig Folketaler. Disse argumenta ad hominem, disse Details, som Mange ville finde smaalige, gjør just Effekt i hans Mund. Sit ellers smukke Organ vanhelder han stundom med en grædende Tone og en vis affektered Fortrolighed.

Flere steder fremheves Welhavens hjertelag og hans popularitet som folkelig taler. Bergenseren P. A. Jensen skriver i sine memoarer om Welhaven at han var tillige en begavet Mand og trak ved sin, noget maaske i det Overdrevne gaaende populære Maade at prædike paa, Mange, især af den simple Borgerklasse, fra Byens yderste Kanter ind i sin henimod ”Stadsporten” beliggende lille Kirke. Han hevder videre at da Falskmyntneren Fenstad valgte Welhaven som sin sjelesørger før han skulle henrettes var det nettopp på grunn av prestens hjertelag og dennes milde og velgjørende Maade at omgaaes den Simple og Ulykkelige paa. For hospitalslemmene beskrives han som en Fader. Dr. Harald Beyer skriver om Welhaven at han var et hjertemenneske som følte varmt for de stakkars syke. Han var knapt noen særlig god predikant; men han tok seg personlig av de ulykkelige, prøvde å sette mot i dem ved å samle dem i hjemmet sitt i festlig lag og krevde av sine barn at de skulle være vennlige mot dem og sitte til bords med dem. Og da det i pressen ble foreslått at de spedalske skulle gå med slør, så de ikke generte de gode borgere ved sit fæle utseende, protesterte presten i stillferdige og inderlige ord.

Det er vel ingen tvil om at Welhaven må ha hatt en spesiell omsorg for pasientene på St. Jørgen. I bokverket Bergen 1814-1914 fortelles det hvordan Welhaven kjempet hardt for at lindre de spedalskes nød og holde hungersnøden borte fra dem. Hans utrættelige og kjærlige omsorg vandt da ogsaa alles agtelse og de sykes rørende kjærlighet. Især i nødsårene under og like etter Napoleonskrigene var forholdene på hospitalet dårlige, og i 1816 fikk Welhaven publisert en artikkel i et svensk legetidsskrift. I Beskrifning öfver de spetälske i S:t Jörgens Hospital i staden Bergen i Norrige skriver han om hvordan sykdommen artet seg og om driften av hospitalet, og det fortelles om uhensiktsmessige bygninger og pasienter som manglet både mat og pleie. Mot slutten av rapporten skriver Welhaven: Om derfóre Hospitalet icke härefter skall blifva, hvad det hittills synes hafva varit: ett slags begrafvningsplats fór lefvande; så måste dess inrättning påtagligen förbättras. Året etter ble det vedtatt at hospitalet skulle få en egen legepost og at pasientene skulle få gratis medisiner.

I 1828 døde Johan Ernst Welhaven. Stiftsprost Brun holdt sørgetalen over den avholdte presten – de spedalskes veileder i alle deres trængsler. Talen ble trykket og solgt, og inntektene på 26 spd. 48 sh. ble etter Bruns bestemmelse gitt til vederkvægelse af hospitalets lemmer.

Claus Winther Kamstrup 1828-1839

Claus Winther Kamstrup var født 15. oktober 1800 i Haaland i nærheten av Kristiansand, hvor Faderen af samme Navn, der døde 1841 som entlediget Sognepræst til Faaberg, da var Sognepræst. Moderen Anne Margrethe Rosenkilde. Kom 1817 i Bergens Skole, hvorfra han 1821 dimitteredes. Erholdt samme Aar til exam. art., 1822 til exam. philos og 2. September 1825 til exam. theol. laudabilis. Blev 8. Oktbr. 1825 residerende Kapellan til Voss og 4. Juni 1828 Hospitalspræst. Døde 5. Juni 1839. Gift 30. Mai 1826 med Mariane Caroline Houge, født i Bergen 12. September 1802, død i Trondhjem 5. Mai 1871, Datter af Klokker til Hospitalet, Student Gunnar Houge og Maren Maria Myhre.

Claus Severin Frimann Reimers 1841-1842

Claus Severin Frimann Reimers var prest ved St. Jørgen bare omkring et år før han ved sammenslåingen av prestegjeldene Askøy og Fjell fikk ansvar for disse. Johan Fredrik Lampe forteller at han ble født i Bergen 24. april 1808 av kateket ved Domkirken Hieronymus Reimers og Cathrine Fredrikke Holberg Arentz. 10 år gammel begynte han i Bergens Latinskole.  I 1843 ble han gift med Severine Cathrine Lem, født 29. august 1814, datter av Regimentskvartermester, Overtoldbetjent i Bergen, Arnoldus Lem og Anne Cathrine Larsen. Han døde 17. april 1870.

Stiftsprost Daae snakker i sin gravtale over Reimers også om hans embedsbane og hans egenskaper som prest: Sommeren 1818 sattes han i Bergens Kathedralskole, hvor han gjennemgik den ene Klasse efter den anden, indtil han i Aaret 1825 blev, under sin Bedstefaders, Professor Arentz’s Sygdom, dimitteret af den fungerende Rektor, Konrektor Winding. Omtrent fire Aar derefter, nemlig 11te December 1829, underkastede han sig theologisk Embedsexamen, og næstfølgende 27de Mai blev han udnævnt til Personelkapellan hos Sognepræst til Kingservig, Provst Nils Herzberg. Den 10de August samme Aar – ti Dage før han blev ordineret – mistede han ved Døden sin næsten 71 Aar gamle Fader. Hvad hans Embedsbane forøvrigt angaaer, bemærkes, at han 1832 blev Personelkapellan hos Sognepræsten til Domkirken i Bergen, Stiftsprovst C. Brun, og som saadan under Sognepræstens tiltagende Øiensvaghed, der omsider gik over til Blindhed, næsten i Eet og Alt forrettende Sognepræst, 1841 Præst ved St. Jørgens Hospital m. m., 1842 Sognepræst til Fjeld og Askøen, 14de Juni 1851 residerende Kapellan til Korskirken og 8de Juni 1864 Sognepræst her. I alle disse, ikke lidet forskjellige og for det Meste besværlige Embedsstillinger var han agtet og æret og yndet som Præst. Unægtelig fortjente han ogsaa at være det; thi staaende paa den Grundvold, som lagt er, anvendte han stedse megen Flid og Omhu paa sine præstelige Arbeider. Sine Prædikener studerede han nøiagtig og nedskrev dem fuldstændigt Ord til andet, førte derhos et meget godt Sprog, havde en klar, stærk, bøielig Stemme, ligesom han og altid med megen Inderlighed og Varme tolkede den gode Bekjendelse. Dertil kom ogsaa den sjeldne Bildhed og den kjendelige Velvillie, med hvilken han omgikkes Enhver, samt den Rettskaffenhed  og den Hjertensgodhed, som man inden hans Omgivelser tiltroede ham. I alle disse sine Embedsstillinger følte han sig da og meget vel tilfreds.

Daae skriver også om gravferden. Fredag den 22de April i Middagsstunden indfandt alle Byens Præster, de fleste af dens Embedsmænd og en saare stor Mængde af dens Indvaanere sig i og omkring hans Bolig, for at ledsage ham til Graven, og, medens Klokkerne lød fra alle Byens Kirketaarne, skred vi – en vakker Vaardag – under fælleds Erkjendelse af, at det var en sjelden velvillig, en samvittighedsfuld, en hæderlig Mand, som nu havde fuldendt sin Bane, til Korskirkens Menigheds Assistentskirkegaard ved Stadsporten.

Christian August Grønvold 1842-1885

Christian August Grønvold var prest på St. Jørgen i over 40 år. Han var Søn af Kaptein Nikolai Reichwein Grønvold og Rise Prebensen, er født ved Fredriksværn 18. August 1810, blev Student 1830 og theologisk Kandidat 28. Oktober 1836 med laudab., ansat 26. Juni 1837 som Sognepræst til Værø i Lofoten og blev 30. August 1842 Præst til St. Jørgens Hospital og øvrige milde Stiftelser i Bergen samt Sognepræst til Aarstad. Han blev herfra i Naade og med Pension entlediget fra 14. Januar 1885 og døde 10. April 1889. Gift med Marcilie Andrea Fredrikke Steen, født paa Karlsø 6. September 1820, Datter af Sognepræst til Bodø Markus Fredrik Steen, født 1787, død i Bergen 1866, og Hanna Andrea Schjelderup, født 26. Mai 1792, død 23. December 1853.

Grønvold begynte mot slutten av sitt liv å skrive sine erindringer. Dessverre kom han bare fram til ansettelsen ved St. Jørgen og reisen til Bergen før han døde, men hans sønn skriver i forordet: Hvor han færdedes i stiftelserne, var det hans stille fryd at hjælpe de fattigste gamle til et maaltid fisk eller et stykke kjød for dagen som tillæg nu og da til den uforanderlige kaffedrikk med brød. Det var ofte rent tilfældigvis, at vi fik vide derom. Oftere fik vi derimot høre om hvorledes han med sit lune humør og sin autoritet kunde bilægge stridigheter mellem de gamle damer eller koner, naar de blev uenige om kjøkkenplads, eller der hadde faldt knubord, som ikke altid var av de mest høviske. At færdes i de spedalskes sykestuer aar efter aar, var ogsaa en prøvelse for hans hjerte og nerver. Den som har set de værste former av denne frygtelige sygdom, vil bedst kunne forstaa det.

Andreas Nikolai Hesselberg Müller 1886-1898

Andreas Nokolai Hesselberg Müller ble født i Bergen 5. februar 1833. Hans foreldre var  brigadelege Jakob Worm Skjelderup Müller, født 27. april 1793, død 9. mars 1863, og Birgitte Ulrikke Augusta Stenersen, født 22. september 1799, død 8. juni 1860. Om hans liv kan man lese følgende: Dimitteredes fra Bergen Latinskole og fik exam. art. 1851, exam. philos. 1852, exam. theol. 9. Juni 1857, practicum 1858. Var Lærer ved det Ankerske Waisenhus fra Oktober 1857 til Februar 1858 og opholdt sig ved Stordøens Seminarium 3 Maaneder fra April 1858. Udnævntes 17. September 1858 til personel Kapellan hos Sognepræst B. A. Leigh til Overhalden, 27. Mai 1865 til residerende Kapellan til Værdalen, 29. Juli 1872 til Sognepræst til Ladvik, 17. Juni 1880 til Sognepræst til Brevik og 30. Oktober 1886 til Hospitalspræst i Bergen. Gift i Nannestad Kirke 22. August 1861 med Constance Mathilde Poppe, født 6. Juni 1837, Datter af Lensmand i Nannestad Peter Andreas Poppe og Hustru Augusta Christiane Bjørnsen.

Fredrik Klaveness 1905-1918

Fredrik Klaveness ble født i 1865 og ble teologisk kandidat 1889. I 1906 ble han konstituert som hospitalsprest med en lønn på kr. 4160.

På et av fotografiene fra St. Jørgens Hospital fra 1930-årene kan man se at en av beboerne den gang hadde et innrammet fotografi av Klaveness hengende på veggen på rommet sitt, sammen med familiefotografier.

Peder Christensen 1919-1920

Sverre Jervell 1926-31

Birger Lerche Dahl Brekke 1937-45

Håkon Bjordal 1946

Kilder

Albert Hatting. Forsøg til en Præste-Historie, eller nogenlunde Efterretning om Biskopperne og Præsterne i Bergens Bye og Stift, fra Reformationen til værende Tid. Bergen 1774.

Bendixen, B. E. Tillæg og Rettelser til Hildebrand Meyers Bergens Beskrivelse. Bergen historiske forening. 1904.

Bergens Stifts Biskoper og Præster efter Reformationen. Biografiske Efterretninger samlede af Provst Johan Fredrik Lampe. Efter hans Død udgivne af D. Thrap, Sognepræst. Kristiania 1895.

Biskop Dr. A. Chr. Bang. Den norske kirkes geistlighed i reformations-aarhundredet (1536-1600). Biografiske, kulturhistoriske og kirkehistoriske oplysninger. Kristiania 1897.

Edvardsen, Edvard. Bergen. Anden part. Utgitt av Bergens Historiske Forening ved Olav Brattegaard. Bergen 1952.

Forsøg paa Samlinger til den Bergenske Kirke-Historie ved Borgemester Meyer udi Bergen Anno 1764. I Norske Magasin. 3die bind. Christiania 1870.

Mit liv i aarene efter 1814. Sogneprest Christian August Grønvolds erindringer. Meddelt ved Didrik Grønvold, lektor. Oslo 1943.

P. A. Jensens autobiografiske meddelelser. Udgivet ved A. Krogvig. Kristiania 1908.

Til Erindring om Sognepræst Claus Severin Frimann Reimers. Nogle Balde, udgivne af Stiftsprovst C. Daae. Bergen 1870.