Lov om Spedalskes Afsondring (1885)

En av de viktigste konsekvensene av Armauer Hansens oppdagelse av leprabasillen i 1873, var nye smitteforebyggende tiltak. Armauer Hansen utformet prinsippene for en ny norsk lepralovgivning, som med tiden tjente som forbilde for tilsvarende lovgivning i andre land.

Lov om Spedalskes Afsondring og Indlæggelse i Offentlig Pleie- eller Helbredelsesanstalt, som ble vedtatt i 1885, var den første norske lov som åpnet for bruk av tvang overfor kronisk syke. Ønsket om tvangisolering av smittefarlige individer vakte stor debatt, og flere av Armauer Hansens kolleger mente tvangsloven fra 1885 krenket enkeltindividets rettigheter.  

Lov

angaaende Spedalskes Afsondring og Indlæggelse i Offentlig Pleie- eller Helbredelsesanstalt m. V.

 V i Oscar, af Guds Naade Konge til Norge og Sverige, de Gothers og Venders,

Gjøre vitterligt: At Os er bleven forelagt det nu forsamlede ordentlige Storthings Beslutning af 25de April dette Aar, saalydende:

§ 1. Spedalske maa ikke lægges i Lægd.

§ 2. Spedalske, der er Gjenstand for Fattigforsørgelse, bør, forsaavidt denne ikke er blot midlertidig eller indskrænker sig til den mindre Del af deres Underhold, af Fattigkommissionen med den i sidste Led af nærværende Paragraf anførte Begrændsning i Regelen indlægges i offentlige Pleie- eller Helbredelsesanstalter. Naar saadanne Fattige ikke indlægges i de nævnte Anstalter, skal de enten anbringes i særskilte Beboelsesrum eller søges forpleiede paa saadan Maade, som Sundhedskommissionen finder betryggende.

I Tilfælde af Tvist, om Fattigforsørgelsen er blot midlertidig, eller om den indskrænker sig til en mindre Del af den Spedalskes Underholdning, afgjøres Spørgsmaalet herom med endelig Virkning af Amtmanden.

Ved Forsørgelse af Spedalske bør Fattigkommissionen tage Hensyn til, at den ikke adskiller Ægtefolk, der ønsker at være forenede. Dog er Fattigkommissionens Beslutning, selv om den medfører saadan Adskillelse, gyldig, naar den, efter at vedkommende Sognepræst og Distriktslæge er hørte, bifaldes af Amtmanden.

§ 3.  Ogsaa andre Spedalske kan af Sundhedskommissionen gives Paalæg om at leve i betryggende Afsondring fra sin Familie og øvrige Omgivelser, hvilket dog ikke maa gjælde Ægtefolks indbyrdes Samkvem. Saafremt gjentaget Paalæg efter Kommissionens Skjøn ikke befølges, skal Vedkommende være forpligtede til at lade sig indlægge i offentlig Pleie- eller Helbredelsesantalt. Medfører Indlæggelsen Adskillelse af Ægtefolk, skal Sundhedskommissionens Beslutning derom undergives Amtmandens Approbation, efter at Sognepræsten har uttalt sig.

§ 4. Omkostningerne ved Indsendelse til offentlig Pleie- eller Helbredelsesanstalt af Spedalske, som indlægges med hjemmel af § 3, udredes af Vedkommende Amts- eller Bykommune; dog skal Udgifterne ved fornyet Indsendelse af en Spedalsk, som har forladt saadan Anstalt uden Tilladelse af dennes Bestyrer, bestrides af den Spedalske selv, forsaavidt han dertil har Midler.

§ 5. Inbringelse after Nærværende Lov til vedkommende Anstalt udføres i fornødent Fald af Politiet.

§ 6. Beboelsesrum, Gangklæder, Sengeklæder og deslige, der har været benyttede af nogen Spedalsk, maa ikke benyttes af eller Overlades til andre, forinden de er rensede efter nærmere Bestemmelse av Stedets Sundhedskommission. Overtrædelse af denne Bestemmelse paatales politiretsvis og straffes med Bøder, der tilfalder vedkommende Kommunekasse.

§ 7. Læger har paa Reiser, der foranlediges ved denne Lov, almindelig Skyds- og Diætgodtgjørelse. Skydsgodtgjørelsen udredes af Statskassen, Diætgodtgjørelsen af vedkommende Amts- eller Bykommune.

§ 8. Lov om Forsørgelse af Fattige Spedalske m. V. af 26de Mai 1877 opphæves.

Thi have Vi antaget og bekræftet, ligesom Vi herved antage og bekræfte denne Beslutning som Lov under Vor Haand og Rigets Segl.

            Givet paa Rosendals Slot den 6te Juni 1885.

Oscar.

(L. S.)

___________                                                  ___________

O Richter.                                                       Lehmann